Småt er godt – og klimavenligt

Indlæg til Politikens Debattør- og Kritikerskole

Tætte storbyer er godt for klimaet – men hvordan får vi plads til alle?

Hvis vi vil opnå en planet i balance, bliver vi nødt til at indse at pladsen på kloden ikke er uendelig, men derimod en knap ressource, som vi må prioritere og deles om. Hvis vi vil løse biodiversitetskrisen, skal vi bruge plads til at genoprette vild natur. Hvis vi vil udfase fossil energi, skal vi bruge plads til dyrkning af grøn biomasse. Hvis vi vil brødføde en voksende verdensbefolkning, skal vi bruge plads til produktionen af bæredygtige fødevarer. Men ikke mindst skal vi også bruge plads at bo på – og her frådser danskerne virkeligt med kvadratmeterne.

Man skal ikke se mange afsnit af DR-koryfæet Hammerslag før at man får øjnene op for den størrelsesmani der kendetegner Familien Danmarks boligvalg. Faktisk er det gennemsnitlige nybyggede parcelhus i dag på over 200 m2, hvilket svarer til en fordobling af størrelsen siden 2. Verdenskrig – uden tvivl i kraft af en stigende velstand og trang til personlig udfoldelse. Vi har kort sagt vænnet os til at større er lig med bedre. Det hænger desværre rigtigt dårligt sammen med forståelsen af plads som en knap ressource. Heldigvis har vi allerede en løsning på problemet: At bo i den tætte by.

I sin nye bog, Et Forsvar For Storbyen, argumenterer Simon Kjær Hansen for at den tætte og høje by er det mest klimavenlige sted vi mennesker kan bo. Forfatteren er tidligere global direktør for C40-netværket, en klimaorganisation for mega- og storbyer verden over, og har dermed oplevet fra første række hvordan fremsynede bystyrer formår at være klimapolitiske first movers for næsen af fodslæbende regeringer. Men hvad er det så egentligt storbyen kan der er så smart? En hel del, viser det sig: Vi sparer på energiforbruget, da det er mere energieffektivt at opvarme stablede lejligheder end et enkeltstående parcelhus. Vi sparer på de fossile brændstoffer, da vi ikke skal pendle langt for at komme på arbejde. Vi cykler og bruger den offentlige transport. I storbyens husholdninger forbruges der mindre, der sorteres mere affald, og der spildes mindre mad. 

Når vi stuver os sammen sparer vi også på den værdifulde plads. Frederiksberg Kommune, der om noget kan kaldes urban, har Danmarks højeste befolkningstæthed på 11.917 indbyggere pr.km2. Det er samme befolkningstæthed som New York City – og det uden at gå på kompromis med lys, luft og grønt i gaderne. Hvis man kigger på individuelle boligarealer, så har den gennemsnitlige Københavner blot omkring 40 m2 at boltre sig på. Det er lidt mere end halvt så meget som på Samsø, og set i lyset af kommunens mange prisværdige klimatiltag kunne næste skridt på vejen måske være at kigge øboernes boligstørrelser efter i sømmene? Heri ligger der nemlig et enormt potentiale for at mindske sit klimaaftryk – færre kvadratmeter kræver kort sagt færre ressourcer. I en virkelighed hvor alene produktionen af byggematerialer står for 10-15% af udledningen af klimagasser på verdensplan repræsenterer det et enormt potentiale for reduktioner.

Det er derfor magtpåliggende at spørge om vi som forbrugere kan udfordre ejendomsudviklernes markedsanalyser og få dem til at bygge andet end femværelses boliger med vaskesøjle og walk-in closet? Hvis vi skal leve klimavenligt, så må vi gå på kompromis med idéen om at større altid er lig med bedre. At man kan bo komfortabelt og bekvemmeligt, selvom at man bor småt. For hvad har du egentligt brug for i din bolig? En lille kernefamilie kan sagtens bo på et par soveværelser, en stue, et køkken, et badeværelse. Men oveni kommer alt det, som jo også lige kunne være lidt lækkert: et hjemmekontor til mor og far, et badeværelse til børnene, virtualierum, bryggers, legeværelse, spisestue, gæsteværelse, gæstetoilet, walk-in closet, hobbyrum – listen fortsætter i et uoverskueligt morads af kvadratmeter.

Som arkitekt kan jeg sagtens forestille mig hvordan vi kan udnytte pladsen meget mere effektivt. Vi bør blandt andet blive bedre til at tegne planløsninger der er fleksible nok til at kunne ændres efter skiftende behov og at skabe rum der drager nytte af lys og loftshøjde til at føles større end de egentligt er. Hvis vi løfter blikket fra den enkelte bolig handler det i høj grad om at skabe arkitektur der faciliterer fællesskab og deleordninger. Heldigvis har vi allerede en eksisterende model, der er baseret på at dele: andelsforeningen. Her er vi vant til at være fælles om fx vaskekælder, gårdhave, beboerlokale og cykelværksted. Hvorfor kan vi ikke også dele et hobbyrum, eller et fleksibelt workspace til hjemmearbejde?

Vi skal lære at vi godt kan bo på mindre plads uden at gå på kompromis med vores livskvalitet. At vi allerede har metoderne til at deles om den knappe plads, en af de vigtigste ressourcer i klimakampen. Så næste gang du overvejer at flytte i vegansk gårdkollektiv på Møn, så husk at livet i den tætte by måske er en af de største gaver du kan give vores alle sammens planet.